Spinnegrejet på pension?

Udgivet dato: 05-06-2010

I mange år var spinnefiskeri det eneste jeg brugte i jagten på havørred og torsk. Det startede omkring det tidspunkt hvor man var godt kørerne med en Daiwa Regal påmonteret et af ABU’s Cardinaler, derefter en 18 grams Toby samt en Irlandsflue eller Mickey Finn som ophænger. Senere blev grejet lettere og mere sofistikeret, i grejæsken overgik kystwoblerne efterhånden blinkene i antal, ligesom buldoflådet også blev en del af udrustningen.

På et tidspunkt i slutfirserne investerede jeg i et kystfluesæt, og langsomt men sikkert måtte spinnegrejet vige for fluegrejet. Og hvordan ser det så ud i dag, ligger spinnegrejet på hylden og samler støv? Nej, godt nok er det sjældent jeg fisker med spin, men det sker alligevel engang imellem; enten fordi jeg pludselig får lyst til at svinge spinnestangen, eller på dage hvor vejr og vind umuliggør kystfluefiskeri. Jovist, selv en kystfluefanatiker er lejlighedsvis spinnefisker.

Men en ting er sikkert, som fluefreak skal der selvfølgelig altid en flue med i spillet når jeg spinnefisker. Enten som endegrej ved decideret bombardafiskeri, eller som appetitvækker i form at en ophængerflue foran blinket, en detalje der tit og ofte kan få en kræsen havørred i hugget. Jeg vil tro at næsten halvdelen af havørrederne fanget ved spinnefiskeri tager ophængeren. En særlig fidus med ophængeren, er at foretage pludselige spinstop. Den måde hvorpå fluen dykker mod bunden kan få vanskelige ørreder til at hugge. En anden fordel ved ophængeren, er dens evne til at fange løsrevet tang og ålegræs, når der fiskes i oprørt vand. På den måde holdes blinket fri for fedtemøj i længere tid end ellers.