Bloggen

Bloggen

En slags opslagstavle med bemærkninger og holdninger om emner der ligger mig på sinde.

Bloggen

En slags opslagstavle med bemærkninger og holdninger om emner der ligger mig på sinde.

Perfect Leo Shrimp

Udgivet dato: 16-12-2012

I en tid hvor det næsten sværmer med nye kystfluer, skal der meget til før man spærer øjnene op, for når det kommer til stykket, er de fleste jo blot variationer af i forvejen kendte mønstre. Men da jeg for noget tid siden fik en håndfuld rejer med elastikben til brug på kystfluer.dk, blev jeg for alvor begejstret. Fluerne havde jeg fået af Kern Lund og det var de fedeste rejefluer jeg endnu havde set. Det er de i øvrigt stadig hvis du spørger mig, men desværre er det ikke en fluetype man lige køber henne om hjørnet, så jeg har i flere omgange øvet mig i flexirejerne, dog uden større held.  

Perfect Leo Shrimp, mit forsøg på en vintervariant i pattegrise farver

Nu er det imidlertid blevet vinter og jeg har været ved fluestikket og gjort et nyt forsøg med flexi rejerne. Flere varianter i forskellige farver er det blevet til, og selvfølgelig også en pink vinter udgave som den på billedet. Mine rejer kommer selv sagt aldrig i nærheden af Kerns, men mener at have lavet nogle hæderlige eksemplarer. Perfekte er de ikke, men i det mindste kan de bruges til fiskeri.

Fluerne her er stadig på det eksperimentelle stadie, men de får alligevel en chance i flueæsken. Øvelse gør mester og med tiden får jeg sikkert lavet endnu bedre eksemplarer. Flexirejerne er tidskrævende at binde og måske er det at gøre fluefiskeriet efter kystens havørreder unødigt svært for os selv, for der findes langt simplere fluer som er mindst lige så effektive. Men her i vinterkulden har det været hyggeligt og fornøjeligt at arbejde med, og få styr på denne fluetype :-)

Perfect Leo Shrimp i hvid - et brugbart eksemplar, men der er stadig plads til forbedringer.