Bloggen

Bloggen

En slags opslagstavle med bemærkninger og holdninger om emner der ligger mig på sinde.

Bloggen

En slags opslagstavle med bemærkninger og holdninger om emner der ligger mig på sinde.

Mig og Mine Magnus

Udgivet dato: 10-01-2011

I kik i flueæsken afslører en tydelig dominans af stærkt reflekterende fluer, bundet med teknologiske flash materialer og anden moderne plastic. Flot ser det ud, 4-5 eksemplarer af hvert mønster, pænt arrangeret i rækker og lige til at gå til. Men på en hædersplads i øverste række sidder en nostalgisk undtagelse og vidner om en vis konservatisme. Magnus - en undselig og diskret flue med palmerhackle og uldkrop, grå, lidt kedelig og langt fra iøjnefaldende, og på alle måder en modsætning til alle de hidsige udskejelse der ellers dominerer flueæsken. En tro følgesvend som har fulgt mig lige så længe jeg kan huske, og som har overlevet en hel række af tidens mere hypede kreationer. Magnus behøver vist ikke nærmere præsentation for det er en ægte kystflueklassiker, men her er en kort genopfriskning af historien som jeg har hørt den. Fluen blev til i foråret 1973, kreeret af Magnus Ting Mortensen fra Fyn, som på det tidspunkt eksperimenterede med at frembringe en lys rejeflue til de havørreder der ikke kunne lokkes med den tids tunge spinnegrej. Han havde læst at palmer hacklede flue skulle være særligt effektive og efter nogle forsøg blev Magnus fluen en realitet.

Her er den så, min tro følgesvend, med fast plads i flueæsken år efter år.

Senere er der kommet et væld af varianter til. Mange fluer med palmerhackle og kuglekæde øjne kaldes uden videre Magnus dit og dat, blot fordi de deler disse elementer med forbilledet. Måske er jeg lidt puristisk her, men de fleste fortjener ikke helt dette navnebroderskab. Alligevel har jeg accepteret et par varianter. Den ene er en udgave med helt hvid krop i stedet for den brune af hareuld. Den anden variant er Polar Magnus, en velkendt flue der mange gange har vist sit værd, og som også har sin faste plads i flueæsken.  I virkeligheden burde den hedde Polar Claus (efter ophavsmanden Claus Eriksen), for materialemæssigt er der ikke mange lighedspunkter med den originale Magnus.

Magnus har været effektiv mange gange, men jeg husker især en forårsdag ved Gjerrild Klint for nogle år siden. Kysten ser rigtig indbydende ud da jeg ankommer til klinten lidt i 9. Små dønninger ruller langsomt ind over strandens rullesten og vandoverfladen kruses kun let af en svag vind fra sydøst. Bortset fra vindretningen er det næsten perfekte forhold til fluefiskeri. Efter 1½ times fiskeri sker der noget - Hov, et let rusk i stangen, men linen er slap og fisken fik ikke fat. Pulsen stiger hastigt, endnu et tag, to tag, tre tag - pludselig strammes linen og stangen bøjes i seje rusk. Lidt efter ruller en blank havørred i overfladen, men fisken skifter taktik og farer udad mens jeg febrilsk forsøger at få styr på løslinen. Efter et par minutter følger fisken frivilligt med ind, men forsøger at undslippe med en lufttur på få meter line. Pulsen stiger yderligere, en springende havørred på kort line er en farlig manøvre. Heldigvis falder fisken til ro og glider roligt ind over netrammen, hvorefter jeg kan vade i land med en havørred på 58 cm og 1,8 kg – og en pjusket magnus i kæften.

En udgave med regnbuefarvet krop har på det seneste også fundet vej til flueæsken.