De første kystfluer

Mine første kystfluer købte jeg hos Harry Nielsen fra Jock Scott i Århus. Det var bestillingsarbejde, for det var svært at opdrive deciderede kystfluer dengang. Jeg bestilte 6 forskellige mønstre, det var ret simple fluer, de fleste som belastede streamer udgaver af i forvejen kendte mønstre. Jeg viste ikke bedre og var tilfreds med kreationerne. Jeg fangede vist aldrig noget på fluerne, men interessen for fluebinding var en realitet. Den efterfølgende vinter meldte mig således til et fluebindingskursus med førnævnte Harry Nielsen som instruktør. Det var mest traditionelle vådfluer vi bandt, og jeg husker stadig det allerførste kræ af egen avl – det var en Red Tag, en flue der stadig sidder i flueæsken, dog er krogen rustfri og der er tilføjet er Palmer hackle. I dag gør jeg som mange andre kystfluefiskere, jeg binder mine fluer selv. Mange mønstre bliver prøvet, kasseret, videreudviklet, glemt, fundet frem og ændret. Det er en del af fornøjelsen, og et hyggeligt gøremål, når det ikke er fiskevejr.

Håndværk og kunst.

Fluebinding er håndværk, og samtidig er det antydningens og minimalismens kunst. Det handler om med enkle midler at binde kystfluer med nogle få, men meget overordnede og måske karikaturagtige lighedspunkter med det påtænkte fødeemne. Det er med andre ord ikke nødvendigt at binde meget nøjagtige imitationer af et bestemt fødeemne, for erfaringen viser at fiskene heldigvis er langt mindre nøjeregnende og kræsne, en vi fluebindere undertiden gør dem til. Ja, selv fluer der kun består af en klat dubbing på en krog kan fange fisk.

I hvert fald viser det sig at impressionistiske fluer der er tæt på at være en karikatur af det naturlige forbillede, accepteres af havørreden. En karikatur kan jo overdrive det fluebindere tror fisken falder for.