Der kan være mange grunde til at binde sine fluer selv, men to er måske de mest indlysende. Man kan enten binde, fordi der er begyndende huller i flueæskens rækker af farvestrålende kreationer; huller der nærmest råber efter at blive fyldt ud efter mange ture ved kysten. Eller man kan binde fordi det i sig selv er fornøjeligt at eksperimentere med hår, huder, fjer og flash. For mig, og mange andre kystfluefiskere, er fluebinding derfor blevet en nødvendig disciplin på lige fod med kystfluefiskeriet.

Der er dog en hage ved at kaste sig ud i fluebinderiets farverige univers, for vi er mange der er i overhængede fare for at ende som bindegale kystfluefiskere. Hør bare her: vi binder en Flue, kalder den for en Pattegris, og påstår den ligner en Reje.

Mine første kystfluer købte jeg hos Harry Nielsen hos Jock Scott i Århus. Det var bestillingsarbejde, for man kunne ikke købe deciderede kystfluer dengang i begyndelsen af firserne. 6 stk. bestilte jeg, og stor var spændingen da fluerne skulle hentes. Det var simple fluer, de fleste som belastede streamer udgaver af i forvejen kendte mønstre, men jeg viste ikke bedre og var tilfreds med indholdet i den lille æske jeg fik udleveret. Jeg fangede vist aldrig noget på fluerne, men interessen for fluebinding var en realitet. Den efterfølgende vinter meldte mig således til et fluebindingskursus med førnævnte Harry Nielsen som instruktør. Det var mest traditionelle vådfluer vi bandt, og jeg husker stadig det allerførste kræ af egen avl – det var en Red Tag, en flue der stadig sidder i flueæsken, dog er krogen rustfri og der er tilføjet er Palmer hackle.

Mange år ved fluestikket og ved fiskevandet, har lært mig at fluebinding er håndværk, og samtidig er det antydningens og minimalismens kunst. Det handler om med enkle midler at binde kystfluer med nogle få, men meget overordnede og måske karikaturagtige lighedspunkter med det påtænkte fødeemne. Det er med andre ord ikke nødvendigt at binde nøjagtige imitationer af et bestemt fødeemne, for fiskene er heldigvis mindre nøjeregnende og kræsne, en vi fluebindere undertiden har gjort dem til.

Det er en almindelig opfattelse blandt kystfluefiskere at livfulde fluer med bløde materialer fanger bedre end fluer der ligner en flaskerenser. Generelt vælges de mest dunede eller fluffy hackler, eller måske endda tealfjer eller guldfasan. Det dur ikke at bruge tørfluenakken til kystfluer og fordi man lige har en lang saddelfjer, er der ingen der siger at hele fjeren skal tørnes. Det er generelt værre at overdresse en flue end omvendt. Ovennævnte gælder i de fleste tilfælde, men ingen regel uden undtagelser. I visse situationer kan der være brug for overdressede eller kompakte fluer. Det gælder i situationer hvor det er ekstra vigtigt at gøre opmærksom på fluens tilstedeværelse. F.eks. ved natfluefiskeri som ofte foregår med streamende fluer der fremstår som tydelig silhuet mod himlen, eller i grumset og uklart vand hvor en fyldig flue giver større trykbølge. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på alle de fisk jeg har fanget på mine Magnus'er, der som regel har et temmelig tæt hackle af ret stive og strittende saddelfjer - og derfor hverken er letdressede eller fluffy…!

En god kystflue er kendetegnet ved flere forhold. Holdbarhed, synlighed, levende gang i vandet. Hvad fluen så skal imitere er mindre vigtigt. Det er alligevel umuligt at efterligne et bestemt fødeemne fuldstændigt. Mange af de bedst fangende fluer (f.eks. Magnus og Grå Frede) ligner jo ikke et bestemt byttedyr, men er en sammenblanding af karakteristika fra en hel række fødeemner.