Fiskearter

Fiskearter

Om fiskearter jeg har stiftet bekendtskab med ved kysten og som findes i fangstjournalen, men der er også et par stykker jeg har til gode at fange.

Hornfisk

Hornfisken… fisken med det sære næb, de påfaldende vaner og det hidsige temperament, som hvert år rejser så langt for at være med i den danske forsommer. Den næbbede fisk er en populær sportsfisk, som trækker ind i de danske farvande for at gyde i april-maj, og jeg er hvert år med på lidt hornfiskelir med fluestangen. De første er altid de største, meterlange og håndledstykke kan de være, og ganske fornøjelige at fange med en lille kobberbasse på forfanget. Desuden er friskfanget hornfisk velsmagende og benene er dejligt synlige.

Jeg er hvert år med på lidt hornfiskelir med fluestangen.

Hornfisken findes næster overalt langs kysterne, og den er hverken sky eller besværlig at lokalisere. De vifter med halerne og ringer foran, bagved, til venstre eller til højre og hugger villigt på næsten hvad som helst, men er drilske og svære at kroge med fluen. Men når det sker går det stærkt - med udløb, rulninger, spring og balletdans på halen. Selvom fluefiskeri efter hornfisk er rigtig sjovt, er min begejstring for "mini sværdfisken" behersket. Den ankommer til kysten netop som forholdene for havørreden er perfekte og jeg tror dens talrige tilstedeværelse og tumultagtige parring har negativ indflydelse på havørredfiskeriet. Der bliver konkurrence om de fødedyr som ikke skræmmes væk af hornfisken og jeg tror at havørreden vælger at søge føde på dybere vand. Teorien er sikkert ikke helt vandtæt, men jeg bruger den som min personlige bortforklaring hvis jeg ikke fanger havørred i Maj.

Top-10 agn til Hornfisk

Navn Type Antal
Sild Naturlig agn 35
Tobis Naturlig agn 23
Kobberbassen Flue 23
Toby Blink 10
Stålkilen Blink 7
Loke Blink 6
Møresilda Blink 5
Jensen Tobis Blink 4
Smelt Blink 4
Hare's Ear Flue 4

Fangst per måned for Hornfisk

Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
0 0 0 1 131 5 1 5 5 0 0 0