Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. For livlig mener nogen, men her er en helt igennem sandfærdig fangstrapport fra en af mine fisketure.

Når man mindst venter det…

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Kobberhage den 05-05-2019 i tidsrummet 08:30-11:30

Lad mig sige det med det samme. Det har været en rigtig god formiddag med fluestangen ved en af Djurslands mange hotspots. Jeg var klar ved fiskepladsen klokken halv ni, bevæbnet med klasse 5 fluestangen og med Kobberbassen på forfanget. Jeg fisker i lidt over 3 timer og formiddagen ender meget tilfredsstillende med 3 hornfisk og en ganske hæderlig havørred på land. Om 3 af fiskene kan man vist rolig sige at de huggede i en situation hvor man mindst venter det.

Dagens fangst, 3 hornfisk og 1 havørred.

Dagens første hornfisk kroger sig selv mens jeg gør - ingenting. Jeg kaster ud, men linen bliver fanget af en kastevind, og linen kollapser totalt. Fluen lander under en bunke sammenfiltret line cirka 15 meter ude. Der går noget tid før jeg får løslinen hevet ind og der kommer træk på fluen. Imens har en hornfisk samlet fluen op, og - ganske uventet - kroget sig selv solidt i "saksen". Ved dagens anden hornfisk sker noget tilsvarende. Igen er der kastebøvl, linen kludrer sammen i skydeøjet, og fluen lander kun godt 10 meter ude. Alt i mens jeg vikler linen ud af skydeøjet, og fluen svæver langsomt mod bunden - kroger endnu en hornfisk sig selv.

Hornfisken er normalt ikke sådan at komme på flue med; dens næb er nemlig alt andet end fluefisker venligt. Men noget kunne tyde på at løsningen er at gøre - Ingenting. Man lader bare fluen "svæve", og når man mærker hornfiskens pillen ved fluen, og først strammer op, når man fornemmer, at fisken er vendt.

Også dagens havørred hugger i en situation hvor jeg mindst venter det. Jeg har netop skiftet plads og står ved et ret stort stenrev. Normalt vader jeg direkte ud på revet og fisker ud over dybere vand for enden af revet. I dag beslutter jeg imidlertid at affiske siden af revet på ganske lavt vand - og vupti, i første kast hugger - lidt uventet - en ganske pæn havørred på Kobberbassen. Det er selvfølgelig ikke unormalt at fange havørreder på lavt vand ved siden af et rev, men jeg havde nok forventet en Hornfisk. Havørreden farer ind over revet mellem store sten og tangplanter. Vandet er meget lavt her, og jeg er nervøs for at forfanget skal vikle sig ind i en af de mange tangplanter. Det lykkedes mig at holde havørreden fri af diverse forhindringer, og lidt efter kan jeg nette en havørred på 52 cm om 1,4 kilo.

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/blink/agn Tidspunkt  
Hornfisk 70 cm 0,5 kg Flue Kobberbassen 09:00:00
Havørred 52 cm 1,4 kg Flue Kobberbassen 09:45:00
Hornfisk 70 cm 0,5 kg Flue Kobberbassen 10:30:00
Hornfisk 70 cm 0,5 kg Flue Kobberbassen 11:00:00

Turinformation

Dato: den 05-05-2019
Tidsrum: 08:30-11:30
Fiskeplads: Kobberhage

Vejret 

Vejret: Solrigt
Lufttemperatur: 12 °C
Vindforhold: Let vind fra V
Vandstand: Stigende
Vandtemperatur: 10 °C

Anvendt grej

Stang:
Sage Salt 590-4
Hjul:
Waterworks Lamson Force 2 SL
Endegrej:
Kobberbassen

Flere billeder fra dagens fisketur