Fangstrapport

Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. For livlig mener nogen, men her er en helt igennem sandfærdig fangstrapport.

Fangstrapport

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Kobberhage den 22-03-2016 i tidsrummet 12:00-15:00

Havørred fra Kobberhage i sidste kast

Efter et par hundrede, efterhånden mindre præcise og resultatløse kast, beslutter jeg mig for at slutte for i dag. Jeg har fisket i 3 timer uden at se eller mærke noget som helst, og begynder at rulle linen hjem på hjulet. Om det skyldes held eller hjælp fra de lunefulde magter der råder for lystfiskere, skal være usagt, men netop som skydehovedet løber gennem topøjet, rykker det pludselig og uden varsel i linen.

Havørreden her, er den første taget med mit nye Waterworks Lamson Force 2 SL 20th Anniversary Serie II.

Fisken har taget fluen på siden af et massivt stenrev med masser af tangskov og temmelig lavt vand. Jeg er lidt nervøs for at forfanget skal vikle sig ind i sten eller tang, så jeg forsøger at holde fisken i overfladen. Det lykkedes ikke helt for den kæmper virkeligt godt for friheden med flere udløb ind over stenrevet. Heldigvis sidder krogen sikkert lige i saksen, og efter et par minutter glider fisken uden dramatik ned i netmaskerne - og jeg vader i land med en forårs havørred på 51 cm og 1,2 kilo. En typisk blank forårs fisk, som dog godt kunne trænge til lidt mere sul på kroppen.

Selvom vi normalt hiver fluen hjem i mere eller mindre kontante ryk med små pauser ind imellem, så overrasker det mig egenlig ikke, at havørreden hugger når linen rulles tilbage på hjulet. Jeg har nemlig flere gange taget havørreder på denne måde. Det kan vel sidestilles med den teknik hvor hjemtagning af fluen foregår med begge hænder og stangen i armhulen. Også denne metode kan med jævne mellemrum udløse hugget. Fællesnævneren er at fluen hives hejm i jævnt tempo uden pauser.

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/blink/agn Tidspunkt Sted  
Havørred 51 cm 1,2 kg Flue Pattegrisen (Light) 14:45:00 Kobberhage

Turinformation

Dato: den 22-03-2016
Tidsrum: 12:00-15:00
Fiskeplads: Kobberhage

Vejrforhold  

Vejret: Nogen sol
Lufttemperatur: 10 °C
Vindforhold: let vind fra V
Vandstand: Faldende -12
Vandtemperatur: 5 °C

Anvendt grej

Stang: Sage Salt 690-4
Hjul: Waterworks Lamson Force 2 SL
Andet: Pattegrisen (Light)