Fangstrapport

Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. For livlig mener nogen, men her er en helt igennem sandfærdig fangstrapport.

Fangstrapport

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Vosnæs Pynt den 17-09-2012 i tidsrummet 16:00-19:00

Efterårs havørred på 1,3 kg. fra Vosnæs Pynt

Efteråret er så småt ved at feje sommeren til side, men endnu er vejret lunt og behageligt. Med en næsten skyfri himmel som baggrund binder jeg en Kobberbasse på forfanget og gør klar til et par timers fyraftens fiskeri ved Vosnæs Pynt. Mens jeg vader ud kan jeg se at der er sket en opblomstring af strengetang, eller hvad sådan nogle nu hedder.

Dagens fangst blev denne havørred i efterårs farver. Fisken tog fejl af en Magnus.

En ugrenet, flere meter lang, brunalge agtig tangplante, danner udstrakte bevoksninger langs kysten. I næsten hvert kast fanges fluen af de lange tråde, men et hårdt ryk i linen og fluen glider fri. Sådan går det kast efter kast, og der skal gå et par timer og adskillige flueskift, før der omsider sker noget. Hug er der knap nok tale om, blot en dyb indånding af fluen hvor spidsen af fluelinen flytter sig.

En forsigtig opstramning af linen udløser til gengæld en eksplosion i overfladen. Fisken ruller rundt et par gange, men synes så det kunne være sjovt med et udløb mod venstre og lige ind i en stor dusk strengetang. Linen vikles ind i de lange tråde og det der sker efterfølgende kan knap kaldes en fight. Fisk og et par meter tung tang, må pumpes ind, men på trods af linekludder og tangsnask lykkedes det at få fisken lirket sikkert ind over netrammen. Og fisken er der ikke noget i vejen med - en letfarvet tyksak på 47 cm og 1,3 kilo, der tog fejl af en Magnus flue.

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/blink/agn Tidspunkt Sted  
Havørred 47 cm 1,3 kg Flue Magnus 18:15:00 Vosnæs Pynt

Turinformation

Dato: den 17-09-2012
Tidsrum: 16:00-19:00
Fiskeplads: Vosnæs Pynt

Vejrforhold  

Vejret: En del sol
Lufttemperatur: 18 °C
Vindforhold: jævn vind fra V
Vandstand: Stigende
Vandtemperatur: 16 °C

Anvendt grej

Stang: Sage Xi3 690-4
Hjul: Danielsson LW 4seven
Andet: Red Tag Palmer; Magnus; Kobberbassen; Autumn Fly

Flere billeder fra dagens fisketur